Allan Heine ny træner i Ringkøbing Håndbold
Foto: Daniel Mikkelsen
Aalborg DH's tidligere træner, Allan Heine, skal nu træne Ringkøbing Håndbold.
Allan Heine, der fratrådte i Aalborg DH forleden fortsætter karrieren i Ringkøbing Håndbold med øjeblikkelig virkning. Ringkøbing ligger p.t. nr. 2 i den næstbedste række og Allan udfylder hullet efter Jens Steffensen, der har overtaget det polske mesterhold fra Gdynia.
Aftalen løber i første omgang til udgangen af juni måned 2013 og opgaverne vil blive løst i tæt parløb med Allan Nielsen, der indtil nu har fungeret som assistenttræner.
- Efter det stod klart, at jeg ikke fortsatte i Aalborg, har jeg sammen med min rådgiver Jens Jørgen Andersen været i tænkeboks med hensyn til fremtiden. Vi har afdækket forskellige muligheder og i den forbindelse kom muligheden i Ringkøbing Håndbold på det helt rigtige tidspunkt. Ringkøbing har et spændende ungt hold og nogle spændende spillere som jeg glæder mig til at arbejde med, siger Allan Heine.
Han fortsætter:
- Som organisation er Ringkøbing fuldt på højde med de fleste ligaklubber og klubben har en sund indstilling til at agere økonomisk ansvarligt.