Alle nordjyske Falck-stationer i funktion

Efter korte møder onsdag morgen genoptog redderne på de sidste fem stationer arbejdet

Falck i Nordjylland kører igen med fuld kapacitet.

På møder tidligt onsdag morgen i Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Hobro og Hadsund besluttede redderne at genoptage arbejdet, som har været nedlagt siden tirsdag morgen.

- Vi har ikke det store efterslæb. Vores akutte beredskab har hele tiden kørt, men selvfølgelig vil der være kunder, som måske har ventet lidt længere i går, men vi har løst det ved at have underleverandører, som har hjulpet os, siger regionsdirektør i Falck, Claus Aagaard til TV2/NORD.

Arbejdsnedlæggelsen skete i protest mod, at der var for lidt skred i overenskomstforhandlingerne mellem reddernes organisation 3F og Falck.

Overenskomsten skulle træde i kraft den 1. maj, men forhandlingerne trækker ud.

Tirsdag formiddag var der faglige møder på samtlige 24 Falck-stationer i Nordjylland. På 19 af stationerne genoptog redderne arbejdet til middag tirsdag, og onsdag morgen kom de sidste fem så med.

Mens redderne har holdt fagligt møde er der opretholdt nødberedskab, så den overenskomstridige arbejdsnedlæggelse ikke har haft betydning for Falcks assistance i alvorlige situationer.

Overenskomstforhandlingerne genoptages i Forligsinstitutionen på mandag den 7. maj.


Seneste nyt

fra Nordjylland