Altmuligmanden har forlænget
Foto: Allan Storkborg
AaB har forlænget aftalen med Patrick Kristensen til 30. juni 2016.
Patrick Kristensen kom til AaB som drengespiller fra samarbejdsklubben Storvorde og debuterede på klubbens bedste mandskab som 18-årig i oktober 2005. AaB-direktør Lynge Jakobsen glæder sig over forlængelsen.
- Patrick er en intelligent og teknisk dygtig fodboldspiller og enhver træners drøm, fordi han magter næsten alle pladser på banen, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Samtidig er han en god fyr, der altid er en værdig repræsentant for AaB, og Patrick har udviklet sig til at være en uhyre vigtig spiller i vores trup, siger Lynge Jakobsen.
For 25-årige Patrick Kristensen har det hele tiden været førsteprioritet at forlænge aftalen med AaB:
- AaB er min klub, og der jeg helst vil være. Vi har i øjeblikket gang i et særdeles spændende projekt med mange talenter og spillere af egen avl. Alt dette vil jeg gerne være en del af. Vi har spillet godt i denne sæson og også præsteret gode resultater, og forhåbentlig kan vi udvikle det endnu mere, så AaB for alvor kommer tilbage i toppen af dansk fodbold, siger Patrick Kristensen.
Patrick Kristensen står foreløbig noteret for 184 officielle kampe og ni scoringer for Hele Nordjyllands Hold, ligesom det tidligere i karrieren blev til 18 U-landskampe for Danmark.