Alvorlig skade kan hjælpe Helenius til spilletid
Foto: Allan Storkborg (Arkiv)
Nicklas Helenius har en angrebskonkurrent mindre i resten af sæsonen i Premier League-klubben Aston Villa.
Den første halvsæson i Premier League har ikke været nogen succes for angriberen Nicklas Helenius i Aston Villa.
Helenius skiftede fra AaB i sommer, men har indtil videre kun fået sparsomt med spilletid i Birmingham-klubben. Men nu kan vejen til spilletid blive kortere for danskeren.
En af hans konkurrenter til angrebspladserne Libor Kozák har nemlig brækket benet, oplyser Aston Villa på sin hjemmeside. Det skete i forbindelse med holdets træning torsdag.
Dermed er den tjekkiske landsholdsspiller ukampdygtig i den resterende del af sæsonen, hvilket bringer Helenius tættere på holdet.
Danskeren har tilbragt de fleste af sæsonens kampe på bænken, når han har været udtaget til holdets Premier League-kampe. Han har stadig til gode at score i ligaen. Her har Libor Kozák bidraget med fire scoringer i sin første sæson for Aston Villa.
Klubben ligger nummer 11 i Premier League og møder Arsenal i sin næste ligakamp. Weekendens opgave er i F.A. Cup'en, hvor klubben tørner sammen med Sheffield United.