Alvorlig trafikulykke - flere alvorligt kvæstet

Fem tilskadekomne er bragt til Aalborg Sygehus efter et voldsomt trafikuheld 10 kilometer nordøst for Hadsund. Opdateret 17.07.

En minibus er torsdag kort før klokken tre kørt sammen med en personbil i krydset mellem Bøgildgårdsvej og Buddumvej ti kilometer nordøst for Hadsund.

Redningspersonale måtte skære mindst to personer fri fra personbilen, hvor der var fire personer med. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Aage Pedersen.

Der er bragt i alt fem tilskadekomne til Aalborg Sygehus. De tilskadekomne blev bragt til traumecentret i fem ambulancer med politieskorte.

De tilskadekomne er tre børn og to voksne. De tre børn og den ene voksne befandt sig i personbilen. Alle fire blev kvæstet og mindst et barn er alvorligt kvæstet. Den sidste voksne kørte minibussen.

Forældrene til de tre børn er underrettet.

I første omgang blev otte ambulancer sendt til stedet, ligesom en redningshelikopter blev rekvireret.

TV2/Nord følger sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland