'Amerikanere' indtager Øster Hurup
Den lille nordjyske by Øster Hurup danner i denne uge ramme om et af Danmarks største træf for amerikanerbiler.
De amerikanske flag vejrer i denne uge i Øster Hurups gade. Byen er nemlig vært for et af Danmarks største træf for amerikanerbiler. US Car Camp er blevet et tilløbsstykke for bilentusiaster med hang til 'amerikanere'.
- Vi har 737 biler inde på pladsen lige nu, og det er en 130 flere, end vi havde hele sidste år, så det er rigtig fantastisk, siger medarrangør Peter Fog.
Vejret har været med til at lokke bilerne ud af garagen, men bilentusiasterne er ikke været i tvivl, hvorfor de er taget til træf i Øster Hurup i stedet for en tur til stranden.
- Det er et fantastisk træf. Det er jo en fantastisk plads. Det fås ikke bedre, siger Nils-Bo Høgenhaug, som har taget turen fra Bjergby til Øster Hurup i sin amerikanerbil.
- Det er godt her, og det overgår de forventninger, jeg havde, siger Leif Pedersen fra Uldum ved Horsens, som er med til træffet for første gang.
Det er sjette gang, at træffet i Øster Hurup afholdes. Deltagerantallet har været stigende år for år, og det er der en grund til.
- Den fælles interesse man har, gør at man er på lige fod med alle uanset om bilen har kostet 30.000 eller en million. Det er den samme interesse vi har og vi hygger os bare, siger Nils-Bo Høgenhaug, som er helt sikker på, at han kommer igen næste år.