Ammoniak-udslip på Tican: Ansatte evakueret

Omkring klokken 06.30 tirsdag blev de ansatte på Tican i Thisted evakueret. Et rør med ammoniak var sprunget læk.

Beredskabet i Thisted blev tirsdag morgen klokken 06.27 kaldt ud til Tican på Strandvejen i Thisted hvor et rør i slagteriets kølesystem var sprunget læk med et ammoniakudslip til følge.

- Det var et rør på taget hvor enden blev sprængt af, så der slap ammoniak ud. Men nu er der lukket ned for systemerne og vindretningen er ud over vandet, så der er ingen fare eller gene for borgerne, siger beredskabschef Søren Funder Larsen fra beredskabet i thisted.

De ansatte på slagteriet blev - som den interne procedure foreskriver - evakueret straks efter udslippet og ingen er kommet noget til.

- De var allerede ude, da vi kom frem og nu kan de kan snart komme ind igen, sagde beredskabschefen omkring klokken 07.15.

- Nu skal vi lige have skyllet taget og have tjekket inde i bygningen, og så er vi på vej hjem igen, fortsætter Søren Funder Larsen.

Ammoniak bruges i slagteriets kølesystem.


Seneste nyt

fra Nordjylland