Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Analyse af eternitstykker viser asbest

Eternitstykker fra en grusvej på den tidligere eternitgrund i Aalborg indeholder asbest.

Nye analyser, som DR Nordjylland har fået Dansk Miljøanalyse til at foretage på tre eternitstykker, der blev fundet på grusvejen tæt ved den nye institution for døve og handicappede på Eternitten, viser, at de indeholder asbest.

Og det er ikke ufarligt, når gamle eternitplader med asbest i ligger frit:

- Så er der mulighed for, at det kan frigives til luften og dermed indåndes af mennesker og dyr for den sags skyld, siger overlæge Øyvind Omland fra arbejdsmedicinsk klinik i Aalborg til DR Nordjylland og forklarer hvordan:

- Hvis pladen ikke er fuldstændig intakt, så kan den delvist forvitre, og hvis nogen træder på den, så kan fibrene blive frigivet til luften, fortæller overlægen.

Mandag aften er 700 af den gamle Eternitgrunds beboere og naboerne inviteret til møde om asbestforureningen på grunden.

Det offentlige møde finder sted i Vejgaard Hallen klokken 19.