Ancher på vej til USA

Skagensmaleren Anna Ancher får nu chancen for det internationale gennembrud, hun aldrig fik i sin levetid, når Skagens Museum om få dage pakker sammen til en udstilling med den kendte Skagensmaler i USA.

Forberedelserne har været mange og lange, men nu nærmer tiden sig endelig, hvor Anna Ancher og et udvalg af de andre skagensmalere tager turen over Atlanten til Washington DC.

Anledningen er udstillingen A WORLD APART - Anna Ancher and the Skagen Art Colony på National Museum of Women in the Arts og er den hidtil største ophængning af skagensmalerne i USA.

Det er næsten 80 år efter Anne Anchers død, at det store museum i Washington i USA har fået øjnene op for hendes malerier.

Ifølge direktør for Skagens Museum, Lisette Vind Ebbesen, har der været arbejdet på at få udstillingen til Washington i tre år. Udstillingen åbner i februar og varer frem til 12. maj, og falder iøvrigt samtidig med den store Nordic Cool 2013 festival i byen, der sætter fokus på nordisk design, kunst og kulturliv.


Seneste nyt

fra Nordjylland