Anders Broholm på vej til Christiansborg

28-årige Anders Broholm skifter Frederikshavn Byråd ud med håbet om en plads i folketingssalen efter næste valg.

Der var ingen andre kandidater, så derfor var det oplagt, at Anders Broholm ville blive valgt som ny folketingskandidat for Venstre i Brønderslev og Jammerbugt kommuner.

Og nu er det altså officielt.

- Vi har fået opstillet den helt rigtige kandidat. Anders Broholm er visionær og har øje for de interesser, der er i vores kreds og i resten af Nordjylland. Anders er ung, men har solid politisk erfaring fra by- og regionsrådsarbejde. Han vil kunne bygge bro mellem Nordjylland og Christiansborg, så vi har store forventninger til det fremtidige samarbejde, siger kredsbestyrelsesformand Ole Bæk Pedersen.

28-årige Anders Broholm har været byrådsmedlem i Frederikshavn i de seneste syv år, men er ved næste folketingsvalg opstillet i Brønderslevkredsen. Han afløser Tina Nedergaard, der i stedet vil være borgmester i Mariagerfjord Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland