Andersens Amsterdam på godt og ondt

Lucas Andersen skiftede fra AaB til Ajax på en drømmekontrakt. Men livet i den hollandske storklub er langtfra en dans på roser.

På dagen hvor han blev 18 år tilbage i september kunne Lucas Andersen officielt kalde sig selv for Ajax-spiller. Dermed blev han en i den efterhånden lange række af danske spillere i klubben der nu tæller seks med dansk pas.

Men skiftet betød også, at den driblestærke offensivspiller gik fra en tilværelse som profil i Superligaen til marginalspiller i Holland. Og det har taget tid at indstille sig på.

- Selvfølgelig er det hårdt, at der måske er 1 eller 2 der står foran dig i køen i forhold til spilletid. Men det er sådan det er i en storklub, og jeg valgte Ajax fordi klubben igen og igen viser, at den giver unge spillere chancen, så det handler blot om at slå til når den kommer, fortæller Lucas Andersen, da TV2/Nord møder ham i Amsterdam.

Men det er nu ikke kun den ændrede status på banen der har ændret sig. Også mødet med et nyt land og en ny kultur har vendt op og ned på Lucas Andersens liv.

- At skulle undvære venner og familie har været det klart hårdeste ved at flytte herned, jeg ville ønske jeg kunne tage dem med mig. Det lige at ringe til en kammerat og så se en film sammen, det savner jeg rigtig meget ved Aalborg, lyder det ærligt fra Lucas Andersen.

Indtil videre er det kun blevet til få minutter på førsteholdet i Ajax, men alligevel mener manden der hentede Lucas Andersen til Amsterdam stadig, at han var en god man at hente til Holland.

- Han har egenskaber ingen andre har, fart, teknik og samtidig evnen til at score mål, det var derfor vi købte ham. Men det er helt normalt han ikke slår til med det samme, der er mange ting i hans liv der ændrer sig nu. Klubben hjælper ham med disse ting, så jeg vil tro at han om et par måneder kommer tilbage endnu stærkere end vi før har set ham, og så er der helt sikkert plads til ham på førsteholdet, siger Ajax-træner Frank De Boer til TV2/Nord.

Se hele reportagen med Lucas Andersen fra Amsterdam i aften kl.19.30 på TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland