To anholdt ved skatterazzia
Foto: Ivan Johan Hansen (Arkiv)
Flere værtshuse fik påbud og bøder under SKATs razzia i Nordjylland for nylig.
To personer blev anholdt på bordel, og mange værtshuse havde ikke styr på kasseapparater ved SKATs razzia i Nordjylland.
SKAT Nordjylland har for nylig været på razzia i det nordjyske natteliv. Her fik 130 virksomheder et uanmeldt kontrolbesøg. Det skete som led i en landsdækkende fairplay kontrolaktion.
Inden aktionen gik i gang fik 2.700 værtshuse, diskoteker mv. i Danmark et vejledningsbrev, hvor det grundigt blev beskrevet, hvilke krav der er til virksomhedens registrering af omsætningen.
I Nordjylland fik 321 værtshuse/diskoteker et vejledningsbrev, og SKAT besøgte forskellige brancher, der relaterer sig til nattelivet. Det drejer sig blandt andet om værtshuse, restauranter, bordeller og natklubber. Og navnlig værtshusene havde svært ved at leve op til SKATs krav.
- Vi har besøgt 72 værtshuse og næsten hver femte havde hverken kasseapparat eller udstedte forenklede fakturaer. Det undrer os, at så mange virksomheder ikke følger reglerne, når de før aktionen har fået vejledning om reglerne, siger afdelingsleder i SKAT Nordjylland, John Lundgaard Pedersen.
Udover de manglende kasseapparater var der seks steder, hvor der ikke var styr på de ansatte, og de får nu et pålæg om at føre logbog. Et sted havde logbog, men udfyldte den ikke korrekt og får nu en bøde.
På to af de bordeller, der blev besøgt ved razziaen, var det nødvendigt at tilkalde politiet, da der var mistanke om illegal arbejdskraft. Det resulterede i, at Nordjyllands politi måtte anholde to personer og tage dem med.
- Vi fortsætter med at lave stikprøvekontroller løbende i samme branche, og de samme virksomheder kan forvente, at vi besøger dem igen til efteråret, siger John Lundgaard Pedersen.