Anker ikke stadiondrab
Rasmus Popenda anker ikke landsrettens dom på syv års fængsel til Højesteret. Nordjyllands Politi og TV2 bliver muligvis retsforfulgt for deres rolle i sagen.
Ikke for højesteret
16-årige Rasmus Popenda og hans forsvarer Kristian Mølgaard har besluttet ikke at søge om lov til at få sagen for højesteret.
Slutter med syv år
Dermed er sagen, hvor Rasmus Popenda for to uger siden fik syv års fængsel for det såkaldte stadiondrab 27. oktober sidste år, nu slut. - Min klient har et behov for at se fremad og er frygtelig ked af det her. Så sagen slutter her, siger Rasmus Popendas forsvarer, Kristian Mølgaard til NORDJYSKE.
En anden grund til at sagen nu er slut, er ifølge Kristian Mølgaard, at de kun kunne søge om lov til at få strafudmålingen for højesteret og ikke selve skyldsspørgsmålet.
Byretten gav fire år
I byretten blev Popenda idømt fire års fængsel for dødsvold, men det blev altså lavet om til syv års fængsel for drab i Vestre Landsret.
Menneskerettighederne
Kristian Mølgaard nævnte under retssagen, at han muligvis ville indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis han kom frem til at retssagen havde været unfair imod Rasmus Popenda. Men det sker heller ikke.
- Selve retshandlingen i landsretten foregik ordentligt og fair, og dermed kan sagen ikke indbringes for menneskerettighedsdomstolen. Men dommere og nævninge har fået input fra folkestemningen, som de ikke kunne slette, siger Kristian Mølgaard.
Forkert af Politiet og TV2
Her nævner han blandt andet TV2-programmet "Den Sorte Boks" om Rasmus Popenda, hvor han mener, at Nordjyllands Politi aldrig skulle have udtalt sig om hans klients voldelige adfærd inden han blev 15 år. Han mener også, at TV2 aldrig skulle have bragt programmet, inden sagen var slut.
- Vi vil muligvis indbringe Nordjyllands Politis adfærd til Rigsadvokaten og indbringe TV2 for både rigsadvokat og pressenævn, siger Kristian Mølgaard.