Anklage: Psykisk tortur betalt af kommunen
En privatpraktiserende psykiater fra Aalborg bliver beskyldt af sine tidligere klienter for psykisk tortur. Anklagerne er så mange og så alvorlige at Aalborg Kommune nu har afbrudt al samarbejde med psykiateren.
En privatpraktiserende psykiater fra Aalborg bliver beskyldt af sine tidligere klienter for det, de kalder psykisk tortur. Anklagerne er så mange og så alvorlige, at Aalborg Kommune nu har afbrudt alt samarbejde med psykiateren.
Efter en alvorlig trafikulykke kunne Kirsten Lyhne fra Svenstrup ikke længere arbejde. Som et led i hendes udredning sendte Aalborg kommune hende hen til den privatpraktiserende psykiater Eva Blach i Aalborg.
Kirsten fortæller, at psykiateren låste døren og satte sin stol foran, så Kirsten ikke kunne forlade lokalet. Eva Blach skulle også have sagt at Kirstens piskesmæld slet ikke findes og at hun bare skulle tage sig sammen.
- Det var simpelthen så forfærdeligt. Hun ødelagde mig fuldstændigt. Jeg kan virkeligt kun anbefale, at kommunerne holde op med at bruge Eva Blach, inden det går ud over flere, siger Kirsten Lyhne.
Kirsten er med i en gruppe på 30 tidligere patienter, der giver Eva Blach sønderlemmende kritik.
Eva Blach skulle have sagt til en kvinde, at hun selv er skyld i de seksuelle overgreb hun har været udsat for. Psykiateren tillader ikke, at patienter har en bisidder med. Hun får patienterne til at føle, at de ikke er noget værd.
En patient fortæller, at hun overvejede selvmord efter konsultationen.
Eva Blach siger til TV2/Nord, at hun er bekendt med kritikken, men hun ønsker ikke at stille op til interview. Over telefonen siger hun kort, "at hun gør tingene på sin egen måde"
S
om følge af den hårde kritik opsagde Aalborg Kommune alt samarbejde med Eva Blach kort før sommerferien. Men gruppen siger, at Aalborg Kommune allerede fik de første alvorlige klager over Eva Blach for seks år siden.
Hos Aalborg Kommune har de ansvarlige heller ikke nogen kommentarer. Familie- og Beskæftigelsesrådmand, Maj-Britt Iversen (Soc.Dem.), henviser til, at hun har tavshedspligt i personsager.
Flere andre kommuner bruger også den udskældte psykiater. Blandt andet Jammerbugt, og de har ikke planer om at opsige samarbejdet.
- Jeg har hørt at Eva Blach er lidt en barsk dame, men måske er det nogen gange nødvendigt for at få alle ting frem. Jeg har hørt en del om hende, men vi har ikke fået nogen officielle klager over hende, siger Peter Weng, der er ydelseskontorchef hos Jammerbugt Kommune.
En af patienterne har nu brugt otte timer på at behandle psykiaterbesøget hos en psykolog. Kirsten Lyhne vil nu gå videre med sin klage til patientombudet.
- Det går simpelthen ikke, at man knækker mennesker på den her måde for at lave en speciallægeerklæring, siger Kirsten Lyhne.