Arbejdspladser og milliardeksport i Nordjylland på spil

TV2/Nord fortalte i går, hvordan fiskere og havbiologer strides om den mængde Tobis-fisk, der må fanges i år. Nu er biologerne færdige med at samle nye data ind, og de fastholder den laveste Tobis-kvote nogensinde.

Herefter er det op til politikerne at træffe en afgørelse. Som medlem Europa-Parlamentet har Ole Christensen fiskeripolitik som speciale, og han bliver en af de politikere, der skal være med til at diskutere årets omstridte Tobis-kvote. På en måde kan han godt forstå fiskerne.

- De har jo sænket kvoterne fra over 330.000 ton sidste år og nu er der kun på 23.000 ton. Et eller andet må være gået galt. Der er sørme meget på spil - der gælder både arbejdspladser og en milliardeksport. Så det er noget, der betyder meget, siger EU-politikeren.

Biologer og fiskere er sådan set enige i, at der er rigeligt med Tobis i havet - men biologerne synes der er for få unge fisk. Fiskerne derimod fastholder, at bestanden er stor nok til også at sikre fremtidens fiskeri. Gennem de seneste tyve år har fiskerne i gennemsnit pr. år fanget 690.000 ton Tobis - og i år må de højst fange 38.000 ton.

- Konsekvenserne bliver katastrofale for erhvervet, og det kommer til at koste arbejdspladser. Der er ti gange så mange tobis som nogensinde før. Den situation er helt usædvanlig og det mener vi der bør tages hensyn til, når der skal tages beslutning om kvoterne, siger Svend-Erik Andersen, formand i Danmarks Fiskeriforening.

Fiskerne opfordrer fødevareminister Mette Gjerskov til at komme med en ny strategi med en mere langsigtet planlægning.

- Man har ændret metoderne for, hvordan man fastsætter kvoter hvert andet år, og det kan vi ikke blive ved med at leve med, siger fiskernes formand.

Måske er der hjælp at hente i EU.

- Kræves der flere penge til de videnskabelige undersøgelser, så ikke alt bliver baseret på forsigtighedsprincippet, så skal vi til at gøre noget. Med hensyn til naturen, så kan det gå op og ned. Men vi skal altså til at have nogle klarere analyser fra biologernes side, siger Ole Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland