Arbejdstilsyn ser på drukneulykke

Det undersøges nu, om der er overtrådt regler i forbindelse med ulykken på Farsø Fjord Camping, hvor en to-årig pige druknede søndag.

Arbejdstilsynet var mandag på besøg på Farsø Fjord Camping, hvor en to-årig pige druknede i et svømmebassin søndag. Det skriver P4 Nordjylland.

Arbejdstilsynet skal sammen med politiet efterforske, om der er overtrådt regler i forbindelse med indhegningen af svømmebassinet, siger leder af nærpolitiet i Himmerland, politikommissær Preben Møller til P4 Nordjylland.

Sagen er endnu ikke færdigefterforsket. Men ifølge politiet var svømmebassinet, der normalt er indhegnet, i weekenden kun delvist indhegnet på grund af renoveringsarbejde.


Seneste nyt

fra Nordjylland