Årelang strid er slut
Foto: Lone Vad Dam
Der er i dag glæde i den tidligere Hals Kommune. Den nu afdøde Hanne Mortensen testementerede 8 millioner kroner til bopælskommunen, men efter kommunesammenlægningen mente Aalborg Kommune, at den havde krav på pengene. I dag blev striden afsluttet, og nu går pengene til Hals og omegn.
Formanden for Hou Bådelaug, Krister Grafström, er i dag en glad mand. Hou Havn har fået tildelt 800.000 kroner, som skal bruges til at modernisere havnen
- Havnen har jo i mange år lidt af, at der ikke er sket ret mange ting hernede, og ting er mere eller mindre ved at falde sammen, siger han.
På havnen bliver der ny bygget nye badefaciliteter og et handicapvenligt havnebad. Krister Grafström er ikke i tvivl om, at det kommer til at gavne hele byen, at havnen nu bliver opgraderet.
- Det betyder alt for byen. For borger og turister handler det hele om havnen. Det er jo havnen, der er attraktiv her i byen, siger han.
I dag blev det besluttet, at arven efter Hanne Mortensen, der var indehaver af Prince og Wales i Aalborg alligevel skal gå til den gamle Hals Kommune. Dermed er en gammel strid nu afslutet.
Striden begyndte fordi Hanne Mortensen havde testementeret 8 millioner kroner til sin hjemkommune. Indtil kommunesammenlægningerne hed den Hals Kommune, men i de sidste tre år af hendes liv hed den Aalborg kommune. Derfor mente man i Aalborg, at størstedelen af pengene skulle bruges til en gangbro over Limfjorden.
- Da cykel- og gangstien faldt til jorden, og der ikke var flertal til det, så synes jeg, at det var den naturligste ting i verden, at de skulle til halsområdet, og det har der været en rigtig stor borgeropbakning til, siger rådmand Thomas Kastrup-Larsen.
I alt seks forskellige institutioner i den gamle Hals kommune får glæde af pengene.