Arla Mejeri i Hjørring lukker
Foto: TV2/Nord
Produktionen af gule skæreoste i Arla skal rationaliseres og det får alvorlige konsekvenser for mejeriet i Hjørring.
106 medarbejdere fra ostemejeriet står til at miste deres job. Mejeriets medarbejdere bliver orienteret onsdag formiddag. I en pressemeddelelse orienterer Arla om, at mejeriet muligvis lukker, men TV2/Nord erfarer , at der ikke hersker tvivl om, at mejeriet lukker.
Arlas bestyrelse har vedtaget en strukturplan, der har til formål at samle en del af gulostproduktionen på anlæggene i Nr. Vium og Taulov for at kunne følge med den internationale konkurrence og den faldende mængde mælk i Sverige. Planen har fået konsekvenser får ostemejeriet i Hjørring.
- Det er et hårdt marked, og hvis ikke vi gør noget nu, vil det komme til at koste endnu flere arbejdspladser om nogle år. Det er selvfølgelig trist for de mange medarbejdere, som kan komme til at miste deres job, men forhåbentlig betyder det, at vi kan bevare andre job i fremtiden på Arlas mejerier i Danmark og Sverige. Samtidig vil vi kunne udnytte mælken i Sverige bedre til gavn for såvel landmænd som forbrugere, forklarer Executive Vice President i Arla Foods, Jais Valeur.
Siden 2003 er der blevet mindre og mindre mælk i Sverige, og for ikke at stå med tomme anlæg, er Arla nødt til at reagere. Der er ganske enkelt en overkapacitet på de svenske mejerier, hvilket er med til at skabe forhøjede produktionsomkostninger. For at holde disse omkostninger nede og skabe den højest mulige mælkepris til ejerne er det nødvendigt at lukke anlægget i Falkenberg.
Osteproduktionen fra Falkenberg skal flyttes til det danske mejeri i Nr. Vium, der over det kommende år skal udbygges for 125 millioner kroner.
Arla vil over en treårig periode også udbygge mejeriet i Taulov, hvilket vil give en mere effektiv produktion og i sidste ende sikre en bedre konkurrenceevne og dermed fremtidens arbejdspladser i Danmark og Sverige.
Det er i forbindelse med udvidelsen af mejeriet i Taulov, at Arla forventer at lukke mejerierne i Hjørring og Klovborg. Dette skal dog besluttes særskilt på et senere tidspunkt af Arlas bestyrelse.