Arla sender 80.000 kilo feta til landets asylcentre
Mejerigiganten Arla har besluttet sig for at donere 80.000 kilo fetaost til Røde Kors og de danske asylcentre. Men det er faktisk så meget ost og andre organisationer nu også nyder godt af det.
Handelsembargoen mod Rusland gav Arla et kæmpe overskudslager af feta. Det sendte de til landets asylcentre, der nu flyder over af den salte ost.
Hvordan hænger handelsembargoen mod Rusland sammen med, at asylcentre over hele landet lige nu er ved at flyde over med fetaost. Jo, svaret er såmænd meget simpelt. På grund af stramninger af embargoen endte Arla nemlig i december sidste år med omkring 80.000 kilo eller 80 ton langtidsholdbar og laktosefri fetaost uden endedestination.
Uden noget at bruge osten til besluttede Arla at donere hele molevitten til Røde Kors, som gerne tog imod de massive mængder af den salte ost. I december, januar og februar har de så dirigeret palle efter palle læsset med ost ud til asylcentre over hele landet,
- Vi kalder det feta-sagen herinde, for det er lidt humoristisk, hvor meget det egentlig er. Men det er jo fantastisk, at det gavner så mange mennesker. Og Arla leverer endda det hele for os, så det er jo dejligt, siger Trine Bjørn, der er donationskonsulent ved Røde Kors.
Otte asylcentre under Asylcenter Vesthimmerland i Nord- og Midtjylland er blot nogle af dem, der har fået glæde af den store oste-donation. Og her er initiativet blevet mødt med overraskelse, men også glæde fortæller Henrik Rasmussen, der er frivillig-koordinator ved Asylcenter Vesthimmerland.
- Det er da en skæg tanke, at sende feta ud. Det har vi ikke lige fået doneret før, men det er blevet revet væk. Jeg synes det er en god måde, at dele ud af vores overskudssamfund på, siger han.
Asylcenter Vesthimmerlands asylcentre har hver modtaget mindst en palle fyldt med 1600 blokke af feta. Osten er derefter blevet delt ud til beboerne om torsdagen, hvor der også bliver delt ydelser ud. Og de store mængder feta har efterladt flere beboere i decideret osteoverskud.
Her bor der cirka 200 beboere, og nogle af dem er jo gået hjem med 12 kilo ost
- Bare tag vores asylcenter nede i Randers. Her bor der cirka 200 beboere, og nogle af dem er jo gået hjem med 12 kilo ost, fortæller Henrik Rasmussen grinende.
På asylcentret i Ranum, som også hører under Asylcenter Vesthimmerland, har de modtaget 3000 pakker feta til centrets cirka 425 beboere. Og donationen er noget der vækker begejstring blandt beboerne.
- Det er blevet modtaget med kyshånd. Det betyder så meget for dem. Også fordi det viser, at der er nogle, som tænker på dem. Det hjælper selvfølgelig også, at feta er så stor en del af deres madkultur, fortæller leder af centret, Arno Dan Christensen.
I Ranum har de delt fetaost ud ad flere omgange i denne og i sidste uge, og det meste er blevet revet væk. Det har dog her vist sig, at der er så meget ost, at de nu har besluttet at give det sidste videre.
- Vores beboere kan spise sig tykke og fede i fetaost de kommende uger, men vi har stadig noget tilbage, og det giver vi nu til Nordjysk Fødevareoverskud. Så kan endnu flere trængende få glæde af det, for fetaen fejler ingenting, fortæller Arno Dan Christensen.
Tilbage ved Røde Kors kan Trine Bjørn bare glæde og muntre sig over, hvordan de 80.000 kilo ost lige nu ”oversvømmer” landets asylcentre.
- Det er jo fantastisk, hvor mange mennesker det her gavner. Men det er ikke sikkert, at det lige er feta ost, vi skal sende ud næste gang, siger Trine Bjørn og smågriner i telefonen.
Det er ikke sikkert, at det lige er feta ost, vi skal sende ud næste gang
Nordjysk Fødevareoverskud deler den resterende fetaost fra Ranum Asylcenter ud ved Blå Kors’ værested på Mølleplads i Aalborg i aften klokken 18.00.