"Asbest overalt i luften"

For halvandet år siden nedbrændte et hus i Skovsgård. Jammerbugt Kommune konstaterede kort efter, at der var spredt asbest fra taget til flere af naboernes grunde. Siden er intet sket - asbesten flyver fortsat rundt.

-Der er asbest overalt i luften. Der ligger knuste tagplader med asbest rundt om hele huset, og det blæser over på vores grund. Det er sgu ikke sundt.

Siden 20. oktober 2011 har Poul Eriksen kunne kigge på det nedbrændte hus på den anden siden af vejen.

-Der er gået halvandet år. Og der sker ingenting med huset, siger Poul Eriksen.

Jammerbugt Kommune var ellers hurtigt ude. En uge efter branden blev der lavet tilsyn, og her blev det konstateret, at asbestholdigt materiale fra huset havde spredt sig til flere af nabogrundene.

- Vi fik et brev fra Jammerbugt Kommune, hvori der stod, at vi skulle kontakte vores forsikringsselskab og få et autoriseret firma til at rydde op. Der var asbest både på vores tag og i baghaven mere end 50 meter fra det nedbrændte hus, fortæller Poul Eriksen.

Problemet er bare, at asbest fortsat flyver rundt. For det brændte hus er der ingen, der har gjort noget ved. Ejeren er ikke set på grunden siden branden. Han har været sigtet for at have sat ild til huset, men sigtelsen er frafaldet.

Fra Jammerbugt Kommune lyder det, at det er en usædvanlig sag:

- Vi har været i kontakt med ejeren og Nykredit Forsikring, men der sker ikke noget. Derfor er sagen trukket i langdrag. Kommunen vil ikke bare tage regningen, for vi har rigtig mange regninger til at ligge fra forskellige grunde, som vi ikke får betalt. Nu gør jeg det, at jeg tager kontakt til Nykredit Forsikring, som hænger på regningen. Så sørger vi for at det her hus bliver set grundigt efter i forhold til asbest, siger bormester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade.

TV2/NORD har været i kontakt med kommunikationschef Trine Andrup fra Nykredit Forsikring, som ikke vil kommentere på sagen før mandag. Det er Nykredit Forsikring, der har brandsikret huset.


Seneste nyt

fra Nordjylland