Audi torpederede 80-årigs hjem: - Der er ingenting tilbage
Foto: Stefan Kjærgaard og Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Huset, som nu skal genopbygges, har Rosa Larsen og hendes afdøde mand selv bygget for 60 år siden.
Omkring klokken 1 natten til søndag vågner 80-årige Rosa Larsen af et ordentligt brag. Hun træder ud af soveværelset, åbner døren ind til stuen og får sig en ordentlig forskrækkelse.
- Der var helt tåget. Mon der er ild i noget? Fordi så var det jo en eksplosion, siger Rosa Larsen og fortsætter:
- Jeg listede rundt, så jeg kunne se lidt. Så var huset åbent og hele væggen væk.
På adressen finder politiet en ung mand på 18 år, som de formoder, var passager i bilen, og kort efter den formodede fører af bilen, en 19-årig mand, på sin bopæl efter at have kørt gennem Rosa Larsens hus og fortsat ud på den anden side.
- Der er kommet en bil oppe fra Fjerritslev by, og så er den kørt gennem hækken og hele vejen gennem begge ydermure, siger Frits Vabbersgaard Larsen, som er søn til Rosa Larsen.
Bilen stoppede først 70 meter væk fra huset, fortæller han.
- Der har været drøn på.
Anmeldelsen om den farlige ulykke kom dog hverken fra Rosa Larsen eller de to unge mænd på 18 og 19 år. I stedet kom den fra én af de unge mænds forældre.
Minder fra et helt liv spredt for alle vinde
Til al held gik Rosa Larsen i seng i den anden ende af huset, hvor soveværelset lå.
- Der er ingenting tilbage af reoler, og borde og stole ligger ude. Det er utroligt. Det har jeg aldrig set før. Den kørte hele vejen gennem huset, siger hendes søn.
På mirakuløs vis kom alle uskadt fra den volsomme ulykke - også de to unge mennesker, som sad i den nu totalskadede bil. Og det er det, som lige nu betyder mest for Rosa Larsen.
- Jeg er glad for, at der ikke er nogle, der er kommet nogle til. Det her er ene døde ting. Det er minder, jeg har haft, gennem et helt liv, men altså, siger hun og trækker på skuldrene.
- Det er døde ting stadigvæk. Jeg er glad for, at vi er her alle sammen uanset, om de er kørt tosset, eller hvad de har.
De to unge mænd bliver begge sigtet for fareforvoldelse jævnfør straffelovens § 252, der har en strafferamme på op til otte år, og for spirituskørsel, selvom politiet ingen mistanke har om, at de sigtede har været påvirkede, da uheldet skete. Det kunne TV2 Nord tidligere oplyse.