Badmintonligaen starter op med første kamp siden corona-nedlukning
Foto: Liselotte Sabro / Ritzau Scanpix
Tirsdag aften blev sæsonpremieren i badmintonligaen skudt i gang. Slaget foregik i Frederikshavn, hvor Vendsyssel løb med en overlegen sejr på 8-1 over Odense.
Det var en anderledes badmintonkamp end vanligt, da Vendsyssel slog Odense 8-1 i Arena Nord i Frederikshavn. Da badmintonligaen løb af stablen, blev det første gang siden corona-nedlukningen, at Arena Nord kunne invitere tilskuere til et indendørs sportsarrangement. Dog med en række restriktioner for både spillere og tilskuere.
- Alle, der er her i dag, er blevet registreret i forhold til, hvis nu der er en eller anden form for smitte ved det her arrangement, så ved vi, hvem der har været her. Alle, der har købt billet er registreret, alle dem, der kommer som sponsorer i dag, er registrerede, alle spillere og alle dem, der går og hjælper i hallen, er registreret, lyder det fra Jacob Høyer Filt Juhl, næstformand i Vendsyssel Elitebadminton.
Udover registreringen i forbindelse med lokalisering af en potentiel smittespredning er der også sat pris på billetterne. Tidligere har der været gratis adgang til alle Vendsyssels hjemmekampe, men nu koster en entrébillet 30 kroner.
Tv2 Nords reporter Jesper Christiansen fik et par ord med fra spiller Jan Ø. Jørgensen om, hvordan det har været at komme i gang igen, og om hvordan spillerne mærker til de øgede corona-restriktioner.
Artiklen fortsætter efter klippet.
Badminton Danmark fravælger teststrategi
I superligaen i både håndbold og fodbold bliver spillerne løbende testet for coronavirus. Sådan er det dog ikke i badmintonligaen, hvor der ikke er blevet udmeldt en teststrategi fra sportsforbundet Badminton Danmark, selvom mange af spillerne kommer fra forskellige steder i verden.
Der handles derfor ud fra sund fornuft, og hvis spillerne udviser symptomer, får de selvfølgelig ikke lov til at deltage, fortæller Jacob Høyer Filt Juhl.