Bæredygtigt Landbrug: Ansvaret for vandplaner ligger hos regeringen
Foto: Bruno Stagsted
Ansvaret for de omstridte planer om landbrugsjorden omkring Limfjorden kan ikke lægges hos EU. Ansvaret ligger ifølge Bæredygtigt Landbrug hos de danske politikere.
De omdiskuterede vandplaner, der kan lægge meget nordjysk landbrugsjord omkring Limfjorden brak, har været fremstillet som EUs ansvar. Det viser sig, at det ikke er rigtigt.
Både landsbrugsorganisationer, landmænd og politikere har været ude og sige, at vandplanerne ikke kan lade sig gøre, fordi mange landmænd er nødt til at lægge halvdelen af deres jord brak. Men det er faktisk politikernes egen skyld, at de danske landmænd står i denne situation.
Det er rigtigt, at EU har lavet et vandrammedirektiv, der skal sikre god tilstand i danske vande. Men ansvaret for hvordan det implementeres ligger hos de danske politikere. Den danske regering har vedtaget en implementering, hvor danske landmænd skal skære voldsomt ned på kvælstofudledning. En nedskæring, der betyder at mange landmænd er nødt til at lægge mere end halvdelen af deres landbrugsjord brak.
- De her planer har politikerne vedtaget i Folketinget. Men der var de ikke klar over konsekvenserne, siger faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen.
EU blander sig nemlig ikke i hvordan vandrammedirektivet skal implementers. Derudover skal indgrebene konsekvensvurderes, så man ikke går ind og regulere på ting, der får for store konsekvenser for samfundet. Det er ifølge Jørgen Evald Jensen heller ikke blevet gjort i denne forbindelse.
Miljø- og Fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), har flere gange været ude og sige, at disse implementeringer ikke kommer til at ske, så længe han er minister. Men lige nu er det faktisk politikernes ansvar, at få lavet det om, som de har sendt til EU.
- Det er den danske regering, der har lavet tosseskabet. Og når først man har sendt noget ned til EU, så laver man det ikke bare lige om. Så fanger bordet kan man sige, siger Jørgen Evald Jensen.
De første mål for vandplanerne skal være opfyldt i 2021.