Bæredygtigt Landbrug: Minister lyver

Mette Gjerskovs garanti til de danske landmænd, om at EU kompenserer for de lovpligtige randzoner, bliver nu undsagt af EU selv.

Fødevareminister, Mette Gjerskov har løjet overfor Folketinget. Sådan lyder beskyldningen fra Bæredygtigt Landbrug efter , at EU nu undsiger ministeren i sagen om EU-kompensation til de landmænd, der har lavet de lovpligtige randzoner ved vandløb og åer.

Det fortæller DR Nordjylland.

- Man kan da begynde at tvivle på hun er dygtigt nok til at styre sine embedsfolk i de fortolkninger, de kommer med siger svineproducent Claus Nørgaard fra Øster Hurup.

I et brev til Folketingets fødevareudvalg d. 12 marts forsikrede ministeren ellers, at EU havde bekræftet, at der var støttekroner på vej til landmændene.

Men til landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug skriver EU nu direkte at et brev i februar til ministeren ikke bør opfattes som en garanti eller bekræftelse af støtteordningen.

- Jeg har svært ved at få øje på, at ministeren har gjort det her uden at have været bevidst om, at det nok ikke var helt rent i kanten siger chefjurist fra Bæredygtigt Landbrug, Bjarne Nigaard til DR Nordjylland.

Ultimatum til ministeren

Og den nye information får nu landbrugsorganisationen til stille ministeren et ultimatum.

- Jeg håber, at når det her kommer frem, at ministeren vil sige: det er sgu' en "skævert" det her. Det må vi få korrigeret og lad os få de randzoner væk. Hvis ikke det sker, og her taler vi i løbet af nogle dage, så mener vi, at Ombudsmanden må vurdere sagen, siger Bjarne Nigaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland