Bæreposer afslørede indbrudstyve
Indbrud i Stofa butikken på Vesterbro i nat. Politiet fandt tyvene med bæreposer fra forretningen.
Kort efter klokken tre i nat fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at to mænd var blevet set i Stofa butikken på hjørnet af Vesterbro og Bispensgade i Aalborg centrum. De havde knust en rude og var inde i butikken men stak derefter af, det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Frank Liltorp.
Det varede dog ikke mere end en halv time, før politiet stødte ind i dem i Gravensgade kun et minuts gang fra gerningsstedet. Det drejer sig om to mænd fra Aalborg på 23 og 24 år. Den ene er i forvejen kendt af politiet.
De kom gående, bærende på plasticposer fra butikken med logoet på. Udbyttet blev et ukendt antal modem og raptor bokse. De blev anholdt og sidder stadig på politigården, men vagtchefen forventer ikke, at de bliver fremstillet i grundlovsforhør.