Bageglade børn indsamlede penge til BørneTelefonen

Der er 137.000 kroner på vej til BørneTelefonen fra bageglade nordjyske børn.

Hjemmebagt brød og kage gør det muligt for BørneTelefonen at besvare endnu flere opkald.

Igen i år gik børn fra hele landet sammen om at samle ind til BørneTelefonen, og i Nordjylland æltede og piskede 6120 børn i den gode sags tjeneste.

”Bag for en Sag” hedder begivenheden, der lokkede mere end 85.000 børn i køkkenet på landsplan. Bagværket blev efterfølgende solgt.

quote Det kommer til at betyde alverden for de mange børn, der hver dag kontakter os, fordi livet er svært, og de mangler en voksen, der vil lytte.

Rasmus Kjeldahl, Børns Vilkår

I Nordjylland indsamlede børnene 137.000 kroner, mens der på landsplan blev indsamlet 2.272.000 kroner.

- Vi er rigtig glade for det flotte resultat. Det er fantastisk, at så mange børn og unge har bidraget til, at BørneTelefonen med donationerne fra det solgte bagværk nu kan imødekomme endnu flere børns behov for hjælp, siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.

Flere børn ringer forgæves

I 2019 havde BørneTelefonen flere end 55.000 samtaler med børn, som havde brug for at tale med en voksen. Men der kunne have været endnu flere samtaler. En del børn måtte nemlig ringe forgæves.

Overskuddet fra Bag for en Sag går til at sikre, at endnu flere børn kan få deres opkald til BørneTelefonen besvaret.

- Det kommer til at betyde alverden for de mange børn, der hver dag kontakter os, fordi livet er svært, og de mangler en voksen, der vil lytte, siger Rasmus Kjeldahl.

I 2019 var det primært problemer med kærlighed, venskaber og forholdet mellem barn og forældre, børnene ringede til BørneTelefonen for at tale om. Men også emner som selvmord og selvskade fyldte.


Seneste nyt

fra Nordjylland