Ballade efter nederlag - to anholdt
Foto: TV2/Nord
To personer er anholdt og sigtes for vold, efter de torsdag aften tilsyneladende var med i en større slagsmål efter ishockeykampen i Gigantium.
Politiet sendte flere patruljer til Gigantium i Aalborg, da flere ishockeyfans kom i slagsmål efter AaBs nederlag til Rødovre Mighty Bulls.
Meldingen lød på at omkring 20 ishockey-tilhængere var kommet i klammeri med hinanden, men flere af dem var allerede væk, da politiet nåede frem.
Dog kunne flere kontrollører fortælle, at de var blevet udsat for voldelige overfald.
- Det minder om kendte episoder efter fodboldkampe, hvor fans?ene går amok, og det er mit klare indtryk, at det, der skete, har noget med kampen og kampens resultat at gøre, fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi.
Politiet har anholdt to personer efter aftenens ballade.Den ene er en 18-årig mand fra Københavns-området, og den anden er en 20-årig mand uden fast bopæl.
De to anholdte befinder sig fredag morgen fortsat i detentionen, og det forventes, at de i løbet af formiddagen bliver afhørt om deres gøren og laden efter ishockey-kampen torsdag aften.
I alt blev der anmeldt tre voldsepisoder, men politiet mangler en gerningsmand til den tredje episode.