Banan stjålet i Nordkraft

En megastor orangegul banan med farvede prikker, skabt af den 33-årige københavnske kunstner Morten Modin, er forsvundet fra udstillingen GENERATOR i Kunsthal NORD.

Den overlevede over en uge. Nu er den forsvundet. Den over 120 cm lange orangegule 3-D printede plastikskulptur, der prydede Turbinetorvet i Nordkraft, og som var en kunstnerisk indgang til den aktuelle udstilling GENERATOR i Kunsthal NORD.

- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at et sådan unika værk er væk. Det er meget værdifuldt for mig, og selvom værket umiddelbart ligner en forstørret banan og et kæmpe fallossymbol, så er det faktisk et super alvorligt værk, siger den 33-årige københavnske kunstner Morten Modin i pressemeddelelse.

Han tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi sidste år og udstiller netop nu i Kunsthal Nord sammen med den fyrre år ældre Poul Bækhøj. Udstillingen GENERATOR er et modigt og eksperimenterende sammenstød mellem to forskellige generationer med vidt forskellige kunstsyn, forskellige skulpturelle udtryk og særdeles fasttømrede kunstpraksisser.

- Mit værk er produceret undervejs i Poul Bækhøjs og mit samarbejde og er derfor et steds- og tidsspecifikt værk, som ikke kan erstattes, hævder Morten Modin, der også mener, at 'bananen' er særlig interessant da den kombinerer to af hans vigtigste greb på udstillingen, nemlig trådprint-teknologien og spraymaling.

- Jeg bruger ofte spraymaling som en form for camouflage, og her er det så en banan, der er blevet camoufleret på en meget humoristisk og bana(n)l måde, siger Morten Modin.

Artiklen fortsætter under videoklippene

Se to reportager om udstillingen

I Kunsthal NORD ærgrer man sig også over tabet, da Morten Modins banan-skulptur er meget vigtig som teaser for udstillingen inde i kunsthallen og for samspillet med Poul Bækhøjs markante skulptur i samme rum.

- Morten Modins banan-skulptur er på mange måder et underspillet hovedværk, da vi har trukket den ud af udstillingen og ind i et offentligt rum, siger Kunsthal NORDS leder, Henrik Broch-Lips, der dog midt i ærgrelsen har humoristisk overskud til også at glæde sig over tyveriet:

- Ikke mange kunstnere oplever at få stjålet deres værker, og det er da vist noget af en blåstempling, når nogen ønsker et kunstværk så meget, at man ligefrem kravler flere meter op for at hente det ned, mener Henrik Broch-Lips.

Kunsthal NORD opfordrer til, at det unikke kunstværk hurtigt leveres tilbage, og at man kontakter kunsthallen, hvis man skulle vide, hvor værket er blevet af. Dusør: Et signeret værk af Morten Modin og en flaske vin.


Seneste nyt

fra Nordjylland