Bankrøveri i Nordea i Hirtshals
Fredag formiddag var Nordeas filial i Hirtshals udsat for et bankrøveri. En maskeret mand truede personalet med en kniv og slap af sted med et ukendt beløb i kontanter. Politiet mangler vidner i sagen
Lidt over halv elleve fredag formiddag var Nordeas filial i Jernbanegade i Hirtshals udsat for et bankrøveri.
En maskeret mand truede bankens personale med en kniv og slap af sted med et ukendt beløb i kontanter. Banken ønsker ikke at oplyse, hvor meget røveren fik med.
Satte ild til flugtbilen
Gerningsmanden stak af fra banken i en sort VW Golf med registreringsnummer RN 95 672. Senere blev bilen fundet udbrændt ved Skovvejen i Hirtshals - et par minutters kørsel fra banken.
Manden fortsatte sandsynligvis flugten i en anden bil. Et vidne har set en lille hvid bil køre fra brandstedet med høj hastighed middelbart efter.
Bankrøveren:
er 25-30 år,
185-190 centimeter høj,
sorthåret,
taler med lokal dialekt,
bar sorte løsthængende skater-bukser og sort trøje
og var maskeret
Politiet mangler vidner
Politiet i Hjørring vil gerne høre fra personer, der har bemærket mistænkelig adfærd omkring banken fredag formiddag, eller som har set gerningsmanden i forbindelse med afbrændingen af bilen.
Nordjyllands Politi i Hjørring kan kontaktes på 9623 1448.