Barn i livsfare efter minibus-ulykke
Foto: Lone Dam
Seks personer, heraf tre børn, er kvæstet efter en trafikulykke i Hadsund, hvor en minibus kørte ind i en bil.
Tre mindreårige børn er blandt de kvæstede efter en alvorlig trafikulykke torsdag eftermiddag på en landevej ved Hadsund. Et af børnene er livsfarlig kvæstet i ulykken, hvor en minibus kørte ind i en personbil, hvor en bedstemor og tre børn sad.
- Bilen med børnene kører ud for ubetinget vigepligt, og så kommer minibussen og kører ind i siden på den, fortæller vagtchef Aage Pedersen fra Nordjyllands Politi.
- De tre børn er kvæstede, og mindst en af dem er livsfarligt kvæstet, tilføjer han.
Ifølge Ritzaus oplysninger om ulykken er tre af de tilskadekomne børn under 11 år. Børnene blev i forbindelse med ulykken fastklemt i bilen og måtte frigøres af brandvæsnet.
Aage Pedersen fortæller, at der var to mennesker i minibussen, da den kørte sammen med personbilen. De er tilsyneladende sluppet billigt fra ulykken.
Efter ulykken kørte seks ambulancer i kortege med politieskorte til traumecentret i Aalborg.
Ulykken skete på Bøgildgårdsvej i Hadsund kort før klokken tre, og efterfølgende valgte redningsberedskabet at sætte det store maskineri i sving.
Region Midtjyllands redningshelikopter fra flyvestationen i Karup blev blandt andet sendt til stedet. Det samme gjorde en mobil traumeenhed med læger og sygeplejersker fra sygehuset i Aalborg.
Ifølge politiets vagtchef Aage Pedersen er man i øjeblikket ved at underrette de pårørende.
/ritzau/