Beboere frygter brandstifter
En stribe små brande skaber nu frygt i boligområdet Fælledbo i Frederikshavn. Beboere og brandvæsen frygter brandstifter slår til igen med hjemmelavede brandbomber.
Gennem de seneste tre uger har brandvæsnet rykket ud otte-ni gange alene i Fælledbo, hvor små brande i kratområder er blevet slukket.
- Umiddelbart ser det harmløst ud, men det kunne have udviklet sig meget værre. Vi er heldigvis blevet tilkaldt hurtigt alle gange og har hurtigt kunnet slukke, siger indsatsleder Bo Isaksen fra brandvæsnet i Frederikshavn.
Brandvæsnet ser alvorligt på brandene, som efter alt at dømme alle er påsatte. Et par steder har brandvæsnet fundet sprængte sodavandsflasker, hvori der har været en brandbar væske.
- Det er rene brandbomber, formentlig en blanding med saltsyre, fortæller Bo Isaksen.
Beboere i Fælledbo er bekymrede over udsigten til igen og igen at opdage ild i krattet omkring deres boliger.
- Vi sad på terrassen og kunne pludselig både se og lugte røg fra den anden side af garagerne. Der var ild i krattet, og jeg fik hurtigt hældt noget vand på, indtil brandvæsnet kom og tog over. Det er da skrækkeligt at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis ilden havde fået fat i garagerne, fortæller en af beboerne, John Rasmussen.
En anden beboer, Morten Thomsen, er også nervøs for, hvad der kan ske.
- Det er jo en tikkende bombe, og vi kan ikke rigtigt gøre noget, andet end håbe på, at vi en dag kan tage gerningsmanden eller dem, der står bag - på fersk gerning, siger Morten Thomsen.
Også politiet ser med alvor på brandsagerne - selv om der foreløbig kun er tale om en lang række småbrande.
- Vi efterforsker og opfordrer folk til at henvende sig, hvis de ved eller har set noget, så vi kan få opklaret det her. Formentlig er der tale om drengestrenger, men det er alvorlige drengestreger, siger vicepolitiinspektør Torben Jensen fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.