Beder om udvidelse af vejen til Skagen

Borgmesteren og række erhvervsfolk er på vej til Christiansborg for at bede om udvidelse af vejen mellem Aalbæk og Skagen.

-Vi be'r ikke om en motorvej, men blot om opgradering af en 60 år gammel landevej, således lyder sloganet for den delegation, der skal overtale folketingspolitikerne om at udvide vejen mellem Skagen og Aalbæk.

Delegationen består blandt andet af Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn kommune, Allan Kastor Anderson, formand for Skagens Erhvervsforening, og Jens Borup, Fiskernes Fiskeindustri.

Her mener man at 12 km vej mellem Skagen og Aalbæk er for smal, og vil appellere til at staten udvider vejen. De føler sig glemt, da det sidste stykke arbejde på strækningen blev foretaget før nedlæggelsen af amterne i 2008.

På strækningen er der trængsel, der bremser trafikken. Om sommeren er der 12.000 biler i døgnet, og trængslen kan gøre det svært for ambulancer og brandbiler at nå frem på strækningen. Derudover så er delegationens argument også, at erhvervslivet bremses i vækst.

Det er på torsdag, at delegationen får foretræde på Christiansborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland