Berømt kaninbamse vender hjem

Den bamse, der blev et viralt hit, efter Aalborg Lufthavn efterlyste ejeren, kan nu vende hjem til sin ejer.

Det blev delt tusindvis af gange, da Aalborg Lufthavn i slutningen af juli lavede et opslag på sin facebookside, hvor man efterlyste ejeren af en lille kaninbamse.

Nu får historien en lykkelig slutning, for ejeren er fundet. Det oplyser salgs- og marketingsdirektør Rikke Mølgaard.

Ejeren viste sig at være en lille treårig dreng ved navn Tristan. Han kommer fra Holstebro - og det var hans mor, der kontaktede Aalborg Lufthavn, efter hun havde set opslaget med efterlysningen af bamseejeren.

Den lille dreng mistede bamsen, da familien rejse på ferie til Bulgarien fra Aalborg Lufthavn.

- Moren er selvfølgelig rigtig glad for, at bamsen er fundet. Nu sender vi den hjem til familien, så Tristan kan få sin bamse igen, siger Rikke Mølgaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland