Betjente skulle tages som gidsler
Årsagen til isolationen i Kragskovhede Statsfængsel er tilsyneladende at de indsatte ville tage fængselsbetjente som gidsler.
Det var planer om at tage to fængselsbetjente som gidsler i forbindelse med et flugtforsøg, der førte til isolationen af de indsatte i den lukkede afdeling på Kragskovhede Statsfængsel i lørdags. Det siger kilder til P4 Nordjylland.
Fængselsledelsen ønsker ikke at kommentere årsagen til isolationen, men har i eftermiddag ophævet isolationen af de tyve fanger og flyttet nogen til andre steder.
- Vi har foretaget de undersøgelser, vi kan, og derfor er der ingen grund til at have de indsatte isoleret længere. Samtidig har vi været nødt til at flytte syv af de indsatte til andre afsoningssteder. Om det er strafferetsligt forhold vil vi overlade til politiet at vurdere, siger vicefængselsinspektør Betty Steglich-Petersen.
Mens fængselsledelsen ikke ønsker at oplyse om den nærmere årsag, så fortæller kilder til P4 Nordjylland, at de fanger, der planlagde et flugtforsøg, havde udtalt trusler mod to navngivne fængselsbetjente.
Ifølge samme kilde har situationen udviklet sig således på Kragskovhede, fordi en række negativt stærke fanger i den forgangne periode er blevet flyttet til andre fængsler. Og de indsatte, der er involveret i den nye episode, har benyttet sig af det magttomrum, der nu er opstået.
Medarbejderne i Statsfænglet Kragskovhede har hele tiden ønsket, at sagen burde efterforskes af politiet, og det ønske har ledelsen altså nu efterkommet.