Betjente trak pistoler

Betjente fra Nordjyllands Politi tog alle forholdsregler, da en 38-årig mand skulle anholdes onsdag aften.

De trak deres tjenestepistoler, da en 38 årig mand blev standset på Østervangen i Nibe. Det skete efter at flere patruljer havde været på jagt efter ham, fordi den 38-årige havde truet en anden person med en pistol i forbindelse med en gæld.

- Da patruljerne fik standset mandens bil , begyndte han at rode efter noget i sin jakke, og da han tidligere på aftenen havde truet en 24 årig med en pistol, trak betjentene deres tjenestepistoler, siger vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi til TV2/Nord.

Det viste sig, at den pistol, som manden havde på sig var en gaspistol, men det vidste betjente ikke, før manden var blevet anholdt.

Politiet ville have fat i den 38-årige, fordi en 24-årig mand fra Nibe-området tidligere på aftenen ringede til politiet og fortalte, at han var blevet truet af den 38-årige, som han kendte i forvejen.

Den 24-årige fortalte, at han var blevet truet på livet. Ifølge politiets vagtchefen var det formentlig på grund af en gæld, som den 38-årige ville opkræve.

Udover trusler på livet er den 38-årige blevet sigtet for spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Han var i forvejen kendt af politiet for at have kørt bil i påvirket tilstand.

Jurister ved Nordjyllands Politi vurderede torsdag formiddag, at manden ikke skal fremstilles i grundlovsforhør, og han er derfor blevet løsladt igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland