Bil i brand efter røveri i Tylstrup
Nordjyllands Politi har nu fundet den bil, der blev brugt ved et bankrøveri i Tylstrup i formiddag.
Bilen, en mørkeblå Opel Kadett af ældre dato, blev fundet i et grønt område i Tylstrup, nord for Aalborg.
Der var sat ild til bilen før føreren forsvandt, og på forsædet ligger det våben, der er blevet brugt ved røveriet - formentligt et oversavet jagtgevær.
Bilen er meldt stjålet i det nordjyske, men kommer oprindeligt fra Nordborg. Den er i øjeblikket ved at blive undersøgt af politiets teknikere..
Røveriet fandt sted mod Nørresundby Bank i Tylstrup ved 11.00 tiden i formiddags. Politiet er stadig tilbeholdende med oplysninger.
TV2/Nord erfarer, at røveren fik 30.000 danske kroner med sig fra røveriet, samt et endnu ukendt beløb i Euro.
Politiet vil meget gerne høre fra folk der har set den blå Opel Kadett. Den blev efterladt en kilometer syd for Tylstrup på Tylstrup Landevej. Røveren er formentlig blevet samlet op af en anden bil derfra.
Nordjylland Politi kan kontaktes på telefon 114.