Bilforhandlere anklaget for skattesnyd i millionklassen

Tirsdag formiddag starter retssagen mod fire mænd, der tiltales for snyd med afgifter for over 13 millioner kroner gennem knap tre år.

Der er tale om fusk i millionklassen, når fire mænd tirsdag møder i retten i Aalborg. Ifølge anklageskriftet har de fire tiltalte angiveligt parallelimporteret 456 nye biler og i den forbindelse snydt statskassen for over 13 millioner kroner i afgifter.

Helt konkret skulle der være blevet fiflet med fakturaer, således at bilernes pris på fakturaen blev flyttet over på ikke-afgiftspligtigt udstyr. Svindlen startede angiveligt tilbage i november 2006 og fortsatte frem til september 2009.

To af de tiltalte har ifølge anklageskriftet været henholdsvis direktør og formand for bestyrelsen i Scandinavian Car Import A/S i Nørager, mens en tredje har drevet forretningen Lindholm biler i Viborg. Den fjerde mand er fra København, og har ifølge anklageskriftet været konsulent for de tre andre, og han tiltales for at have tilrettelagt parallelimporten og afgiftsunddragelse af 384 ud af 456 biler mod betaling.

Formanden hos Scandinavian Car Import er den person, der anklages for at have snydt med alle 456 frabriksnye biler og dermed at have snydt SKAT for afgifter på over 13 millioner af kroner. De tre andre tiltalte er kun tiltalt for svindel med en del af de importerede biler.

Anklageren ønsker at straffen er bøde og erstatning og at de tiltalte mister retten til at drive virksomhed fremover.


Seneste nyt

fra Nordjylland