Bilist flygtede fra eget uheld

En bilist kørte natten til mandag galt, men kort tid efter var bilen forsvundet.

En personbil kørte omkring klokken 04.10 ind i et helleanlæg og et træ på Bogfinkevej ved Brønderslev.

- Der er nogle der hører, at det sker, men bilen kører derfra igen, siger vagtchef fra Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

Da politiet ankommer til stedet, finder de plastikdele, der stammer fra en mørk farvet SEAT Toledo. Derudover har politiet ingen oplysninger om bilen.

Nordjyllands Politi opfordrer folk til at henvende sig, hvis man har set noget eller ser en bil svarende til beskrivelsen med skader på fronten. Nordjyllands Politi kan kontaktes på 1-1-4.


Seneste nyt

fra Nordjylland