Bilister holder i kø uden grund

Bilister brænder unødvendigt benzin af og spilder tid, fordi trafiklys er indstillet forkert.

- Her holder 21 biler i kø, og hvad skal de holde i kø for? For ingenting. Der kommer simpelthen ingen biler fra Provstejorden. Det siger Finn Brunø til P4 Nordjylland.

Han bor i Aalborg og kører ofte på den trafikerede Hobrovej og gennem krydset ved Provstejorden. Selv om trafikken på Hobrovej er mange gange større end på sidevejen, så er der grønt lys næsten lige lang tid fra alle sider.

- Det er miljøsvineri, og det koster jo både tid og penge at holde i kø, siger han.

Hvis du som bilist kan nikke genkendende, så er det ikke mærkeligt. Allerede for et år siden viste en rapport fra Vejdirektoratet, at der er tekniske fejl på hver femte danske trafiklys og mange er forkert indstillede. Det kan ifølge Vej og Trafikchef Charlotte Vithen skyldes:

- Det kan være, man ikke har midler til det. Prioriterer anderledes eller ikke har de rigtige kompetencer eller resurser til at gøre det, siger hun.

Aalborg Kommune er ramt af ferie, og det har ikke været muligt at få en forklaring på det tilsyneladende fejlagtigt lysregulerede kryds, men rådmand Mariann Nørgaard fra Venstre mener kommunen gør meget for at sikre optimal trafikafvikling.

- Der er jo konstant overvågning på i forhold til trafiklysene. Men jeg siger ikke, at der ikke kan være fejl enkelte steder, og så skal vi have kigget på det.

Kommuner kan ifølge rapporten fra Vejdirektoratet ved at rette fejl og ændre indstillinger lysanlæg spare biler og lastbiler for at brænde 16,6 millioner liter brændstof af om året.


Seneste nyt

fra Nordjylland