Billån og højt forbrug: Nordjyder har mere gæld i pengeinstitutter end andre danskere
Foto: Victoria Skibsted, TV2 Nord
En del af forklaringen på, hvorfor nordjyderne har mere gæld i pengeinstitutter end for eksempel folk fra hovedstadsområdet, kan være, at boligpriserne i Nordjylland ikke stiger lige så meget som i for eksempel hovedstadsområdet, lyder vurderingen.
Ifølge en undersøgelse lavet af lånesammenlignings-sitet Bankly, har nordjyderne gennemsnitligt mest gæld i pengeinstitutter per person.
Nordjyderne har tilsyneladende stiftet en del gæld under corona.
I hvert fald viser en ny undersøgelse, at nordjyder sammenlignet med de øvrige regioner i Danmark, har mest gæld i pengeinstitutter med et gennemsnit på cirka 125.000 kroner i gæld per person.
Paradoksalt nok viser undersøgelsen også, at nordjyderne ligger blandt dem med lavest gæld, når man måler på gennemsnittet af den samlede gæld per person.
At gælden for nordjyderne i højere grad ligger i pengeinstitutter end for eksempel hos folk fra hovedstadsområdet, kan være, at boligpriserne i Nordjylland ikke stiger lige så meget som i for eksempel hovedstadsområdet, lyder vurderingen.
Herunder kan du set et kort over, hvor i Nordjylland gælden er størst:
Kan hænge sammen med boligpriser
- Der er generelt mere friværdi i eksempelvis hovedstadsområdet, forklarer Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.
Og det giver andre muligheder, lyder det:
- Man har bedre muligheder for at tage et realkreditlån, hvis man skal have renoveret køkken eller have en ny bil, når man bor i områder med mere friværdi, siger hun.
Vurderingen fra Bankly lyder dermed på, at nordjyderne optager mere gæld eksempelvis i forbindelse med forbrug og bilkøb.
Undersøgelsen bag tallene kigger på danskernes gældsudvikling under "corona-året" 2020 og er lavet på baggrund af data fra Danmarks Statistik.