BILLEDSERIE: Flot solformørkelse

Det blev en flot solformørkelse over Aalborg i morges.

En lille flok amatørastronomer var i morges på plads ved Uraniaobservatoriet i Aalborg, og de kunne mod forventning se solen stå op delvist

Vejrudsigten var ellers ikke alt for lovende: Overskyet med mulighed for sne. Men heldigvis lod fronten fra vest vente på sig. Det efterlod en lille sprække mod sydøst, hvor solen klokken 9:02 listede sig op over horisonten som et flot orangerødt månesegl.

Måske på grund af den dårlige vejrudsigt var ikke særligt mange mødt frem, men den halve snes, der var, fulgte naturfænomenet med en begejstring, der steg og steg i takt med solen.

Den delvise formørkelse, der på sit højeste dækkede 83 procent af solen, skyldtes, at månen gik ind foran solen. Det specielle ved denne formørkelse var, at solen hang lige over horisonten.

Da solen efter et kvarters tid var forsvundet op i skyerne, lød en af de tilfredse kommentarer fra amatørastronom Per Riffesdahl:

- Nu er vi jo en flok mennesker, der går rundt og smiler til hinanden, og nu har vi noget at snakke om.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland