Billige torsk - dyre rødtunger
På årets sidste auktionsdag i Hirtshals var rødtunge tre gange så dyr som torsk.
Klokken syv 30. december 2014 kunne auktionsmester Karsten Brovn Pedersen ringe med klokken for sidste gang i år.
5,5 tons torsk kom under hammeren. De mellemstore, som typisk havner på nytårsbordet, gik for 30-40 kroner pr. kilo. Og det er 10-20 procent under prisen sidste år.
- Tilførslen af torsk har været god og markedet er mættet, vurderer auktionsmesteren, der dog ikke kan love, at prisfaldet kan mærkes hos fiskehandleren.
De fleste torsk går til eksport, men salget af torsk i de danske fiskehandlere stiger også markant til nytår. Det samme gør salget af andre fisk.
- Især en fisk som rødtunge er blevet meget populær. Folk vil også gerne prøve noget andet end torsk, siger Dennis Bak, indehaver af deba Seafood, der opkøber, forarbejder og leverer til fiskehandlere over hele Danmark.
De dyreste af rødtungerne gik for 111 kr. kiloet. Og rødtunge blev dermed den dyreste fisk i dag.
Mens torsk er faldet i pris, er rødtunge blevet cirka tre gange så dyr op til nytår. Efterspørgsel på det danske marked er stor, men mængden af rødtunge er også beskeden.
I dag var der kun et par hundrede kilo på auktion i Hirtshals, og det presser prisen op.
Årets sidste auktion i Hirtshals blev det, som auktionsmesteren kalder en lille dag med en omsætning på 320.000 kr. svarende til 16,5 tons fisk.