To biltyve dræbt efter politijagt
To biltyve er i dag blevet dræbt ved et færdselsuheld i udkanten af Rold by. De havde en jagtende politibil efter sig.
OPDATERET 15:52 En biljagt endte med en ulykke i rundkørslen i Rold mandag formiddag. To meldes dræbt.
To er dræbt i en ulykke på Hobrovej i Rold mandag formiddag. Den forulykkede bil er en stjålet tysk indregistreret sort Audi A4. Bilen blev meldt stjålet fra Lindholm tidligere mandag formiddag.
Poul Severinsen, vagtchef ved Nordjyllands Politi oplyser, at det var en færdselspatrulje, der opdagede bilen ved Støvring klokken 11, og med høj fart forsøgte patruljen at indhente bilen.
- Ved denne ulykke afgik to mænd i bilen ved døden. Patruljen er uskadt, siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen.
Et øjenvidne på stedet sad i sin bil og var meget tæt på ulykken.
- Jeg havde øjenkontakt med dem, så tæt var de på mig. De kørte ufatteligt stærkt, siger Jytte Lyngholm Sørensen til TV2 Nord.
Jytte Lyngholm Sørensen havde tanket benzin på en tank i Støvring, da hun fik øje på flugtbilen.
- Der ser jeg den sorte Audi komme kørende. De kører ind, der hvor jeg holder og slynger bilen rundt. De er centimeter fra at køre ind i mig, fortæller Jytte Lyngholm Sørensen, der kort efter ser politibilen, der jagtede den stjålne Audi.
Da Politiet har været indblandet i dødsulykken, så er den uafhængige Politianklagemyndighed tilkaldt, ligesom politiets teknikere er på stedet og arbejder. Der er også tilkaldt bilinspektører.
Nordjyllands Politi kender ikke identiteten på de dræbte, men oplyser, at de eftersatte bilen, fordi den blev sat i forbindelse med en anmeldelse om et røveri-lignende forhold, der var kommet tidligere på formiddagen.
Arbejdet på stedet er nu afsluttet.