Bioovn eksploderede

En 19-årig mand er forbrændt på ben, arme og ryg efter en biobrændselsovn eksploderede fredag aften.

Den 19-årige var ved at fylde bioethanol på ovnen, og den var tilsyneladende ikke kølet nok ned. Derfor antændtes den brandbare væske, og det resulterede i flere mindre forbrændinger.

- Der er ikke som sådan noget politimæssigt i det, for der er ikke sket det store, men det er vigtigt lige at advare om, at de her ovne altså skal bruges efter foreskrifterne, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi Brune Brix.

Bioethanol fordamper ved meget lave temperaturer, og derfor er der stor risiko for, at der opstår brand, hvis dampene kommer i kontakt med en varm ovn. Derfor skal ovnen være kold, når der påfyldes brændstof.

I juni måned blev en fire-årig pige alvorligt forbrændt, da hendes far anvendte bioethanol til at tænde op i en grill.


Seneste nyt

fra Nordjylland