Bliv - og få bonus

Samtlige ansatte på Brovst Sygehus er stillet en bonus i udsigt, hvis de lover at blive til den bitre ende.

Brovst Sygehus skal lukke 1. oktober, og frygten for at miste medarbejderne før tid har fået regionen til at reagere.

- Forudsætningen er, at vi bliver på arbejdspladsen, og at vi fortsætter med at arbejde for Region Nordjylland bagefter, forklarer Ebbe Steinmetz, overlæge ved Brovst Sygehus til Nordjyske Stiftstidende

I Brovst har man endnu ikke fået at vide, hvor mange penge det handler om.

- Jeg kan ikke sige noget endnu. Vi skal forhandle med fagforeningerne. Jeg tror ikke nødvendigvis, at penge betyder noget. Men hvis det gør, skal vi forhandle om det, siger Per Christiansen, leder af sygehusområdet og psykiatrien i Region Nordjylland.

På Brovst Sygehus er medarbejderne dog stensikre på at hente penge hjem, og man har allerede besluttet, hvordan de skal fordeles.

- Vi har lagt os fast på, at det skal være det samme beløb, uanset om man er læge eller har en anden stilling, forklarer Ebbe Steinmetz.

Forhandlingerne indledes i slutningen af august.


Seneste nyt

fra Nordjylland