Blodig passager i taxa

Nordjyllands Politi har modtaget flere henvendelser i sagen om det alvorlige knivoverfald i Aalborg Vestby natten til søndag.

En af henvendelserne kommer blandt andet fra en taxachauffør, der lørdag nat kørte med en kunde, der havde blod på sig, men ikke selv var kommet til skade. Politiet har taget prøver af blodspor i bilen, men vil ikke lægge sig fast på den blodige kunde som gerningsmanden.

- Den blodige taxakunde kunne lige så godt være fra et slagsmål i nattelivet, men vi følger naturligvis sporet og undersøger, hvor blodet kommer fra, siger politikommissær Allan Overgaard fra Nordjyllands Politi.

Offeret for knivstikket, der ramte blot en millimeter fra hjertet, en 59-årig mand, kan stort ikke huske noget fra overfaldet. Derfor handler det i første omgang for politiet at få kortlagt mandens færden lige op til overfaldet.

Den 59-årige blev opereret i løbet af lørdag nat og er udskrevet igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland