Blodrødt kort: Hele Aalborg betaler for trappevask

At have trappevask som en del af lejekontrakten er meget udbredt, viser en spørgeskemaundersøgelse vi har lavet. Se hvor og hvor meget nordjyderne betaler.

Det nedenstående kort viser et blodrødt Aalborg hvor der på adresser i stort set hele byen er brugere her på siden, som har angivet, at de betaler for trappevask i deres lejekontrakt. Stik imod hvad reglerne tillader udlejere at gøre.

Vi fortalte første gang om problemet søndag, og siden er det væltet ind med henvendelser både på Facebook og i undersøgelsen her som har modtaget 268 besvarelser. Af dem er der kun seks der svarer, at de ikke betaler for trappeask.

Udlejerne Prodomus og Lykkebo, som vi har konfronteret med vores historier tidligere på ugen er begge stærkt repræsenteret i undersøgelsen og henholdsvis 48 og 40 gange nævnes de to udlejere, der er nogle af Nordjyllands største.

Men de er ikke alene. Undersøgelsens resultater viser at også Skovly Ejendomme og Henning Lyngby Pederser opkræver trappevask. De to er nævnt henholdsvis 18 og 14 gange.

Det skal dog understreges at de mange besvarelser i undersøgelsen ikke er efterprøvet.

Se kortet herunder og find ud af om problemet er udbredt i dit kvarter.

Du kan også læse videre i vores tema om trappevask og se hvordan Matias fik 8000 kroner igen af sin udlejer, og at det kan betale sig at klage, for to tredjedele af lejerne får medhold i huslejenævnet.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland