Blokade opløst: Konflikten fortsætter

Lastoptagere blokerede i går losningen af to fisketrawlere på Skagen Havn. det ophørte, da politiet ankom, og lastoptagerne blev tilbudt et dialogmøde.

Blokaden på Skagen Havn er forbi. Men konflikten er ikke overstået.

Lastoptagerne på havnen opløste i går eftermiddag blokaden, fordi de blev lovet et dialogmøde med Fiskernes Fiskeindustri. Men formanden for losseklubben er langt fra tilfreds med mødet.

- Der var ingen dialog i det. Det varede cirka en halv sodavand, hvor de sagde, hvad de mener, og vi kom med vores mening. Det førte ikke til noget som helst, og det var fuldstændig formålsløst, siger Morten Frost, formand for Skagen Losseklub.

Lastoptagerne har formelt set ingen arbejdsgiver, fordi firmaet Lossekompagniet onsdag formiddag er blevet erklæret konkurs. De mener dog, at de har den overenskomstsikrede ret til at udføre losningsarbejdet på havnen uanset, hvem deres arbejdsgiver måtte være.

Morten Frost mødes i formiddag med sine kollegaer. Han ved endnu ikke, hvad de har tænkt sig at gøre ved situationen.


Seneste nyt

fra Nordjylland