Bøgsted skoser kristelige arbejdsgivere

Dansk Folkeparti kritiserer de kristelige arbejdsgivere for at tvinge ansatte til at være medlem af en bestemt forening. Det er dobbeltmoralsk, mener partiet.

Kristelig Arbejdsgiverforening får nu en alvorlig røffel af Dansk Folkeparti. Partiets arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Bent Bøgsted, anklager de kristelige arbejdsgivere for at være dobbeltmoralske i den aktuelle strid med LO, der truer med at iværksætte en storkonflikt mod 800 virksomheder, som er medlemmer af Kristelig Arbejdsgiverforening.

Baggrunden for LOs krigserklæring er, at tre frisørkæder, der er medlemmer af Kristelig Arbejdsgiverforening, har varslet lockout mod ni ansatte, der er medlemmer af LO. Og Bent Bøgsted opfordrer de kristelige arbejdsgivere, der selv har kæmpet for foreningsfriheden, til ikke at udøve samme pres, som de selv har været udsat for.

- Kristelig Arbejdsgiverforening gør lige nøjagtig det, som de selv har været imod, at LO gør - nemlig at presse nogen til at være med i en forening. Vi har afskaffet eksklusivaftalerne - og der blev frisørerne fremhævet, fordi de var specielt hårdt ramt. Derfor er det også helt forkert, at de går ud og misbruger det, siger Bent Bøgsted til Ritzau.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland