Boksehåb skal være hurtigere end Kessler

Sauerland mangler topnavne, og derfor skal unge Patrick Nielsen føres hurtigere frem end Mikkel Kessler blev.

Den blot 21-årige bokser Patrick Nielsen skal føres hurtigere frem til de helt store kampe, end Mikkel Kessler blev i sin tid.

Kessler havde bokset 30 kampe og var 23 år gammel, da han i 2002 vandt sit første VM-bælte i det lille forbund IBA.

- Vi flytter Patrick Nielsen hurtigere frem, og det er et stort skridt, at han nu får en kamp om interkontinentaltitlen. Det er ikke nogen Mickey Mouse-titel, det er seriøst, siger promotor Nisse Sauerland.

Nielsen møder argentinske Gaston Vega, der har 17 sejre og fire nederlag som professionel, lørdag aften i Frederikshavn. Boksepublikummet har tidligere været noget i tvivl om kvaliteten af den modstand, Patrick Nielsen har fået i sine hidtidige 13 opgør.

Senest vandt han i februar en knockoutsejr efter blot 11 sekunders boksning mod ungareren Jozsef Matolcsi.

- Patricks modstandere bliver hele tiden bedre, og hvis du kigger på Mikkel Kessler, så var det det samme med ham, mener Nisse Sauerland.

Med Rudy Markussens skuffende indsats og nederlag i februar er Team Sauerland ved at løbe tør for danske navne, der kan være hovednavne ved et professionelt boksestævne.

Brian Nielsen er 47 år gammel og et andet af dansk boksnings helt store navne, Mads Larsen, er blevet 39. Ser man bort fra Kessler, mangler Sauerland altså trækplastre med højt niveau og danske pas, og det erkender promotoren da også.

- Vi har stadig brug for den gamle garde til at supplere de unge talenter, der kommer frem. De gamle navne, som folk kender, skal bære de yngre folk, lyder det fra Nisse Sauerland, der af samme grund glæder sig til at se Mads Larsen tilbage i ringen.

- Mads træner hårdt i Berlin, og han er stadig i rigtig fin form. Han er snart klar til at bokse igen, og han går i ringen senere i år, siger Nisse Sauerland.

(ritzau)


Seneste nyt

fra Nordjylland